Her er hverdagen fælles, praktisk og levende
Madakademiets
Lønstrup Madakademi holder til i byens gamle fine hotel – nu kendt som Glashuset – og i den tidligere sparekasse, som for få år siden er omdannet til et levende og lokalt forankret madhus. Her finder du restaurant, café, bageri, undervisningskøkkener og fælles opholdsrum samlet midt i byen.
På førstesalen i Glashuset bor du sammen med de andre elever – tæt på både køkkenet, arbejdet og fællesskabet. Rammerne er åbne og levende, med køkkener hvor håndværket er synligt, og hvor gæster og elever mødes. Det er her, vi lærer, arbejder og skaber – side om side.
Plads til at fordybe og udfolde sig
På Lønstrup Madakademi bor du tæt sammen med de andre elever – midt i byen og midt i det, I er i gang med at skabe. Hverdagen er fælles, praktisk og levende. Vi laver mad sammen, spiser sammen og får tingene til at hænge sammen som et hold. Som en del af undervisningen er du med til at forberede måltiderne, og I skiftes til at stå for morgenmad og aftensmad. Frokosten er et fast samlingspunkt hver dag – et stort, godt måltid, hvor vi mødes og deler det, vi arbejder med.
Havet og saunaen ligger fem minutter væk, og i Løkken er der fantastiske muligheder for at surfe. Du kan tage en tur på mountainbike i skoven, gå i køkkenhaven, fordybe dig i kunsthåndværk på et af byens mange værksteder eller se film i den lokale biograf, Lønstrup Café Bio.
Det er et liv, hvor arbejde og fritid flyder sammen på en god måde – med naturen, maden og fællesskabet som omdrejningspunkt.

