Sug viden til dig fra madens ildsjæle
På Lønstrup Madakademi møder du dem, der udfører håndværket til hverdag.
Kokke, bagere, producenter og madfolk træder ind i køkkenet, deler deres erfaringer og arbejder side om side med dig. Du lærer ikke kun gennem ord, men gennem smag, håndværk og praksis – i mødet med forskellige tilgange, fagligheder og måder at arbejde med maden på.
Det skaber et levende læringsmiljø, hvor du møder mennesker, der brænder for deres fag. Du får indblik i mange veje ind i faget – og mulighed for at finde din egen.
FASTE UNDERVISERE:
Johannes Haandsbæk Vestergaard
Initiativtager og daglig leder
Johannes er kok og har tidligere drevet restauranter i København og i Lønstrup. Han har også været leder af Kornets Hus samt landbrugsmedhjælper og ostemager på det biodynamiske landbrug Kragebjerggaard. For tre år siden tog han initiativ til Lønstrup Madakademi og har siden arbejdet på projektet sammen med en lokalt forankret arbejdsgruppe og en række stærke profiler fra branchen.
Mads Rubæk
Fast tilknyttet underviser
Mads har en baggrund i restaurationsbranchen, men skiftede i 2019 spor for at starte det regenerative og økologiske landbrug Markliv syd for Hjørring. Her producerer han grøntsager af høj kvalitet med fokus på jord, sæson og bæredygtighed – i dag med særligt fokus på at fungere som køkkenhave for Lønstrup Madhus. Du kan følge med i Mads’ arbejde her.
Julie Østergaard
Fast tilknyttet underviser
Julie arbejder med formidling i krydsfeltet mellem mad, læring og fællesskab. Hun har erfaring fra både den akademiske verden og som underviser og projektudvikler i Kornets Hus. I dag driver hun sin egen virksomhed med events, bagekurser og fællesspisninger, hvor passionen for madoplevelser og fællesskab er omdrejningspunktet. Du kan følge med i Julies arbejde her.
GÆSTEUNDERVISERE (opdateres løbende)
Eva Hurtigkarl
Eva Hurtigkarl er kok og kogebogsforfatter med blik for farver, æstetik, hverdagsmad og fællesskab omkring bordet. Hun er til daglig køkkenchef hos modehuset GANNI og har tidligere arbejdet i flere forskellige køkkener i København. Du kan følge Eva her.
Erwin Lauterbach
Erwin Lauterbach er en af de mest markante skikkelser i moderne dansk gastronomi. Som kok, kogebogsforfatter og tidligere restauratør har han haft stor betydning for udviklingen af et grønnere, mere råvaredrevet køkken med fokus på sæson, grøntsager og danske råvarer.
Anne-Birgitte Agger
Anne-Birgitte Agger er rådgiver, tidligere direktør for Hotel- og Restaurantskolen og en erfaren udvikler af madfaglige institutioner og koncepter. Hun har arbejdet med uddannelse, ledelse, social ansvarlighed og udvikling af madbranchen gennem mange år – i dag som selvstændig konsulent. Du kan følge Anne Birgitte her.
Jan Friis-Mikkelsen
Jan Friis-Mikkelsen er kok, bager, restauratør og kendt madformidler. Han ejer og driver – sammen med sin hustru Charlotte – den velrenommerede Restaurant Tinggården i Asserbo, har været tv-kok ad flere omgange og er særlig kendt for at have uddannet flere af branchens dygtigste kokke.
Emilie Qvist Kjærgaard
Emilie Qvist Kjærgaard er kok, iværksætter og en stærk stemme i arbejdet for et mere jordnært og bæredygtigt madsystem. Hun ejer og driver restaurant Lyspunktet og formidlingsplatformen Hengemt – begge i Hanstholm – og arbejder med forbindelsen mellem kokke, jordbrugere og råvarer. Du kan følge Emilie her.
Alexandra Bækgaard
Alexandra Bækgaard Carstensen er madskribent og uddannet kok fra Kong Hans Kælder. Hun har arbejdet hos bl.a. Le Sommelier, Baka d’Busk og Easy Peacy og er kendt fra Go’ Morgen Danmark for et grønt, smagfuldt og tilgængeligt køkken med grøntsager, bælgfrugter og krydderier i centrum. Du kan følge Alexandra her.
Anton Schäd
Anton Schäd er kok med erfaring fra både Danmark og Sverige. Han har bl.a. arbejdet på Svinkløv Badehotel, Lumskebugten og legendariske Verre Vole i Paris. I dag er han tilknyttet Bondens Skafferi Västergötland, som arbejder på at udbrede lokale råvarer og regional madkultur.
Hannah Grant
Hannah Grant er kok, kogebogsforfatter, opskriftsudvikler og ernæringscoach. Hun har arbejdet på bl.a. Noma og The Fat Duck og er internationalt kendt for sit arbejde med performance cooking for professionelle cykelhold samt serien Eat Race Win.
Mathias Skovmand
Mathias Skovmand Larsen er et kendt ansigt i det københavnske madmiljø. I dag er han en af landets få naturvinsproducenter, lektor i madkundskab på læreruddannelsen i København, underviser på Hotel- og Restaurantskolen og arbejder som fermenteringsekspert på tværs af en række gastronomiske projekter.
Mikkel Irminger Sarbo
Mikkel Irminger Sarbo er serieiværksætter og medejer af en række restauranter og virksomheder i København indenfor gastronomi og oplevelsesøkonomi. Han har stor erfaring med udvikling af nye koncepter og organisationer og har derudover et stort samfundsengagement, blandt andet som tidligere landsformand for Radikale Venstre og i dag som statsrevisor.
Mads Lunden Hermansen
Mads Lundén Hermansen har arbejdet på en række markante steder på den københavnske madscene, blandt andet Frank, Polly, Hotel Sanders og Kjøbenhavn. Han har tidligere drevet Juli Pizza, står bag pop up-konceptet Helga og arbejder i dag med udviklingen af nye udendørs madkoncepter på Falster.
Benjamin Wolters
Benjamin Wolters, bedre kendt som Beanster Baker, er surdejsbager og driver mikrobageriet Beanster Baker samt caféen Beanster Baker & Carls Krumme i Aarhus. Han arbejder med fermentering, meltyper og moderne brødhåndværk med fokus på kvalitet, smag og gode råvarer.
Fem principper for undervisningen
Praksis – vi lærer ved at skabe og drive noget sammen
Undervisningen tager udgangspunkt i konkret praksis, hvor eleverne arbejder frem mod og driver restaurant, bageri og café.
Læring opstår i mødet mellem undervisning og ansvar for virkelige gæster.
Helhed – vi forbinder håndværk, fødevaresystemer og bæredygtighed
Eleverne arbejder med hele fødevaresystemet – fra jord til bord – og kobler håndværk med viden om råvarer, samfund og bæredygtighed.
Fællesskab – vi bygger et stærkt fagligt og socialt miljø
Læring sker i et forpligtende fællesskab, hvor eleverne bor, arbejder og udvikler sig sammen.
Fokus er på samarbejde, ansvar og en sund arbejdskultur.
Mesterlære – vi lærer af dem, der udfører håndværket
Undervisningen forankres i mødet med fagpersoner. Gennem gæstelærere, producenter og ildsjæle møder eleverne forskellige praksisser og får rollemodeller, der viser, hvad håndværket kan være.
Livskvalitet – vi skaber nydelse, sundhed og livskvalitet gennem mad
Mad handler om mere end at blive mæt – det handler om glæde, nærvær og livskvalitet.
Vi arbejder med råvarer og måltider med respekt for smag, sæson og kvalitet og med forståelse for, at god mad bidrager til både sundhed og trivsel.