Her er hverdagen fælles, praktisk og levende

Plads til at fordybe og udfolde sig

På Lønstrup Madakademi bor du sammen med de andre elever – midt i byen og midt i det, vi er i gang med at skabe.

Hverdagen er fælles, praktisk og levende. Vi spiser sammen, arbejder sammen og deler op- og nedture.

På Lønstrup Madakademi gør vi os umage for at skabe de bedste rammer for fællesskabet, men der skal også være plads til den enkelte. Derfor bor du også på enkeltmandsværelse, så du efter en lang dag kan lukke en dør og lade roen sænke sig. 

Frokosten er dagens højdepunkt – et stort, godt måltid, hvor vi mødes og deler det, vi arbejder med. 

I fritiden er der nok at give sig til – havet og saunaen ligger fem minutter væk, og fem minutter den anden vej ligger skoven, hvor du kan løbe en tur eller gå på svampejagt.

I Lønstrup kan du fordybe dig i kunsthåndværk på et af byens mange værksteder, se film i den lokale biograf, eller tage en kaffe på den lokale café, som har åbent hver dag året rundt.

Tre perioder - tre forskellige hverdage

Et forløb på Lønstrup Madakademi er fordelt på tre perioder. Den første periode med fuld undervisning, den anden periode med kombination af undervisning og drift og den tredje periode, hvor der er fuld drift.

Det betyder også, at dagligdagen kommer til at ændre sig i takt med at forløbet skrider frem. Herunder kan du se eksempler på ugeskemaer for hver af de tre perioder og læse, hvad der kendetegner hverdagen i hver af dem. 

FØRSTE PERIODE

Den første periode er et intensivt undervisningsforløb, der klæder dig på til at indgå i driften af restaurant, café og bageri.

Samtidig er der god tid til at lære hinanden at kende. Hverdagen har faste holdepunkter som morgensamling, fælles frokost, temadag om onsdagen og fællesspisning med byen hver torsdag.

Weekenderne er fri og giver mulighed for at udforske området eller tage hjem.

ANDEN PERIODE

I anden periode åbner vi gradvist for restaurant, café og bageri. Du indgår i en vagtplan og bliver en del af driften, hvor det forventes, at du møder engageret op og tager ansvar som kollega.

Du arbejder som udgangspunkt to ud af tre weekender, mens den tredje er fri. Mandag er fast fridag, og de øvrige dage er undervisningsdage i forlængelse af den første periode.

Der er stadig faste holdepunkter i hverdagen: fælles morgenmad, frokost på undervisningsdage og personalemad på åbningsdage.

TREDJE PERIODE

I denne periode er der fuld drift, fart over feltet og masser af gæster, som vi skal skabe madoplevelser for.

Det skal selvfølgelig være sjovt og trygt at gå på arbejde, og derfor har vi forud for perioden opbygget de værktøjer, der gør, at vi kan arbejde som et team med tillid og overblik, samtidig med et professionelt niveau.

Der er stadig fælles morgenmad og personalemad, og selvom der er travlt i køkkenet, bliver der også tid til en højskolesang og en tur i havet indimellem.